Nyt fra Skoletjenesten: Antorini besøger Zoo d. 25/9

24-09-2014

kilde: Aalborg Zoo

 

Undervisningsministeren udfordres med reality-brille, koøjne, skorpioner og tudser.

På torsdag, d. 25. september kl. 9-11, besøger undervisningsminister Christina Antorini Danmarks største Naturvidenskabsfestival for med egne øjne at se de fantasifulde og udfordrende stande, som et hav af elever møder på deres vej gennem Aalborg Zoo i disse dage.

Ministeren bliver udfordret bl.a. til at prøve en reality-brille og en operationssimulator, om hun tør stikke fingrene ned i mosset for at finde mos-skorpionen, røre ved en frø eller tudse eller en lille, sød mus. Hun kan også følge dissektionen af et koøje, få indblik i hvordan og hvad man spiser i rummet, og skal også lige omkring ”Fit Light” traineren samt teste sin viden om energi, som omgiver os i hverdagen. Som en fin afslutning vil Teknisk gymnasium sende en raket afsted!

Undervisningsministeren vil gerne blive rigtig klog på Aalborgs koncept.

Christina Antorini har valgt at besøge festivalen i Aalborg Zoo i år for at blive klog på det helt unikke Nordjyske koncept. Der tiltrækkes skoleelever fra hele regionen til de fire dage i zoo, og det er det eneste sted i landet at en attraktion åbner dørene for Naturvidenskabsfestivalen. 9000 elever har taget imod tilbuddet om at deltage i festivalen i Aalborg Zoo i år.

På torsdag er der i øvrigt besøg fra Oslo, Grenå kommune og Kattegatcentret, som også har brug for at se festivalen i Aalborg med egne øjne for at kunne gøre modellen efter.
 

 


”Vejen til fremtiden” bliver banet i Nordjylland!

Med rekord mange tilmeldte elever til årets Naturvidenskabsfestival i Aalborg Zoo i uge 39 ser det nu ud til at interessen for natur, sundhed og teknik har bidt sig fast. Aalborg Zoo slår dørene op til markedsstemning på plænerne og et hav af unge mennesker, som brænder for at øse ud af deres viden og interesse for naturfagene og gerne får de besøgende til at stikke fingrene helt ned i videnskaberne. Og så får festivalen også besøg af Undervisningsministeren i år, som vil kigge landets største festival over skuldrene.


Rekord antal skolebørn besøger festivalen.


”Det har strømmet ind med tilmeldinger til dette års festival, og der er stadig plads til de sidste, som endnu ikke har fået meldt sig til” fortæller Susanne Solskov fra Aalborg Zoo, som er med i Styregruppen for festivalen. ”Der blev åbnet for tilmelding for skoler først i juni, og nu er vi oppe på 8800 elever og 750 lærere, som kommer og oplever Naturvidenskabsfestivalen. Eleverne kommer fra hele regionen, så der er booket busser for at de kan komme frem, og NT kommer også på overarbejde i de 4 hverdage, som festivalen varer.” Det hele startede i 2008, hvor knap 1500 elever tog imod tilbuddet om at komme i Aalborg Zoo og finde ud af, hvad de nye aktiviteter handlede om og siden er festivalen vokset støt og roligt. Her i festivalens år syv ser vi frem til at byde velkommen til knap 10.000 elever og lærere!


Et skønt afbræk i skoledagen og perfekte rammer til et uformelt læringsmiljø

Efterhånden er det blevet en tradition, at skolerne tager elever fra mellemtrin og overbygning med i Zoo i uge 39. Eleverne oplever både hvor sjove, spændende og nærværende naturvidenskaberne er, men de har også mulighed for at snuse til, hvad man laver på gymnasierne eller nogle af de videregående uddannelser, og på den måde åbne elevernes øjne op for naturfag som en mulig karrierevej. Peter Nicolaisen, mangeårig deltager fra Aabybro skole er begejstret for konceptet: ” Festivalen i Aalborg Zoo er først og fremmest et dejligt afbræk i elevernes traditionelle hverdag. Her bliver der rig mulighed for at komme ud og se, røre ved og fornemme de naturvidenskabelige begreber helt tæt på,” og han fortsætter: ” I deres samtaler med de studerende fra de forskellige læringsinstitutioner, bliver eleverne også klogere på hvad de forskellige studier i bund og grund drejer sig om. Det kan være svært at forstå for en helt almindelig folkeskoleelev. Havens miljø er ligeledes meget ideelt, når de naturfaglige begreber skal læres, da dyrene, der til dagligt har hjemme her, danner gode rammer for et uformelt læringsmiljø, som lærere og elever normalt ikke kan komme i nærheden af.”


Natur, sundhed og teknik er også for børn og deres forældre.

Søndag d. 21. september starter Naturvidenskabsfestivalen med at være helt i børnehøjde. Her kan nordjyderne kigge indenfor og opleve Zoo med den helt særlige natur-markedsstemning. Børnene kan få fingrene i dyr, teknologi og sanser, og man kan møde maleren Esben Hanefeldt, som på rovdyrgangen viser sit nye maleri frem og sætter de sidste prikker på lærredet. Man kan alle dage, med start søndag, bl.a. se dissektion af et ko-øje og hvordan en ko-lort bliver nedbrudt, tage specielle briller på, så man kan se som en due, man kan forsøge at høre som en hare, komme tæt på teknologierne bag AAUs satellitter og 3D-printere, blive klog på hvordan man laver mad i rummet, røre ved en mus eller en krabbe og se eksempler på uønskede invasive arter i end danske natur.


Festivalen er åben d. 21.-25. september.

Søndag kl. 11-15, mandag til torsdag kl. 10-13.30.

 

Læs mere her